BlogDSMFEM's blog. Alle medlemmer er velkomne til at bidrage. Indlæg bedes sendt til webredaktøren. Målet er en fri, tværfaglig og akademisk debat.
Younes Subhi
20-Sep-2025
Akrasi - når lægen handler mod bedre vidende
I dialogen Protagoras undersøger platon begrebet Akrasia (dansk: Akrasi), som omhandler det paradoksale fænomen, hvori et menneske handler mod bedre vidende. Direkte oversat fra oldgræsk betyder akrasi “mangel på (a-) viljestyrke (-krasi)”. I dialogen diskuterer Sokrates og Protagoras om mennesker er i stand til at handle imod sin bedre dømmekraft og hvis det skulle være tilfældet, hvorvidt det drejer sig om dovenskab eller mangel på viljestyrke.
Vi ved i dag, at det sagtens kan lade sig gøre at handle mod bedre vidende. Find blot en læge der ryger. Vi ved også, at det ikke heller ikke kan reduceres ned til et spørgsmål om dovenskab eller viljestyrke.
Akrasi genkendes bredt i det moderne liv: fra overspringshandlinger, overdreven skærmtid og uhensigtsmæssig følelsesregulering til ringe kost, tobak og alkohol, mens motion, fritidslæsning, nærvær og sundere valg udskydes. Blot for at nævne nogle eksempler.
Akrasi i sundhedsvæsenet forekommer på begge sider af lægens bord. De tydeligste eksempler kan synes at være blandt patienterne. Manglende efterkommen af lægens råd eller myndigheders anbefalinger, til trods samtidig forværring af sundhedstilstand og prognose. Patienter med fx type 2-diabetes, KOL eller svær overvægt ved godt, hvad der er sundt og hvad der ikke er. De burde ændre kost, dyrke motion eller tage deres medicin. Alligevel kan det være svært at følge disse råd i praksis. Her er tale om akrasi.
Akrasi finder som sagt også sted hos lægen. Det er ingen tilfældighed at de sygdomme nævnt ovenover er døbt “livsstilssygdomme”. Selvom veldokumenterede sociale determinanter (uddannelse, økonomi, bolig, arbejde) har markant betydning for risiko, forløb og mulighedsrum: det drejer sig om levevilkår, ikke livsstil. Hvilket lægestanden med sin faglighed jo udemærket er bevidste om. Til trods lever livsstils-stemplet på bedste vis i sundhedsvæsenet (samt resten af samfundet), og bærer en klar konnotation til en bevidst adfærd og i forlængelse af dette et aspekt af “selvforskyldthed”, dumhed og/eller dovenskab. Dette resulterer i at patienten i mødet med læge og sundhedsvæsen oplever diskrimination, negligering af symptomer og ulighed i behandling.
Her belyses altså lægens akrasi.
Når akrasi, adfærd, sygdom og negligering nævnes, er det uundgåeligt også at diskutere patienter med misbrug, psykisk lidelse eller begge. Også her vides det fornuftige, men handlingen går mod bedre vidende: den deprimerede magter ikke basale hverdagsopgaver, og personen med misbrug kæmper med tilbagefald i forsøget på afholdenhed. Ikke af uvidenhed, men fordi vilje, viden og motivation alene ikke rækker.
Her kan også nævnes den pinefulde natur akrasi kan have. For når mennesket handler mod sin bedre dømmekraft, følger skam og selvbebrejdelser. Endnu en forpinthed, der skaber en ond spiral hos et allerede lidende menneske, og i værste fald, kan resultere i selvmord.
Behandlingsrådets ulighedsanalyser (2022–2023) viser lavere sandsynlighed for ligeværdig somatisk behandling til patienter med psykisk lidelse, og Psykiatrifondens undersøgelse af diskrimination af mennesker med psykiatriske diagnoser (2025) viser at 27% har oplevet diskriminering i mødet med sundhedsvæsenet- egen læge eller hospitalskontakt. Samtidig er den forventede levetid for mennesker med psykiatriske lidelse, i Danmark, i gennemsnit 7-10 år kortere. Et tal, der desværre er langt værre for dem med svær psykisk lidelse.
Mens der blandt et fåtal af læger eksisterer en sejllivet opfattelse, at “psykisk sygdom ikke er rigtig sygdom”, ved langt størstedelen af lægestanden bedre. Gennem vores uddannelse og faglighed ved vi, at det sjældent drejer sig om en manglende viden eller viljestyrke ved psykisk sygdom. Alligevel viser tal og praksis, at denne patientgruppe risikerer forskelsbehandling og stigmatisering. Fysiske symptomer afskrives eller fejltolkes i højere grad (ofte som værende bundet til den psykiske lidelse), og deres adfærd - eller blot diagnoselisten i den elektroniske patientjournal - kan resultere i at en forkortet behandlingskontakt og de kan ende med at blive mødt med fordomme og mindre empati.
Som læger ved vi, at lige behandling ikke blot handler om at tilbyde samme ydelser, men også at tage hensyn til den særlige sårbarhed som patienten kan have. Vi ved også, at denne patientgruppe bør mødes med respekt, forståelse, rummelighed og uden fordomme.
Alligevel svigtes denne patientgruppe også på et systematisk plan.
Der eksisterer altså en symmetri blandt patient og læge, hvor begge parter svigter sundhedsfremme på et ’akratisk’ grundlag.
For at bekæmpe akrasi, kræver det en forståelse af underliggende årsager. Her er det vigtigt ikke at forsøge at reducere akrasi til én forklaring, men holde den multidimensionale kompleksitet for øje. Det gælder neurobiologi, psykologiske bias og vaner, strukturelle og sociologiske vilkår samt de filosofiske og moralske rammer som danner diskursen hvori ansvar vurderes.
Hvis vi ofte ikke gør det, vi ved er bedst, hvordan kan vi så i fællesskab skabe rammer, der hjælper os til alligevel at handle rigtigt? Dette bør åbne en vigtig diskussion om, hvordan vi kan forstå og støtte hinanden i et sundhedsvæsen, der skal rumme menneskelig ufuldkommenhed.
Hvilket efterlader os med følgende problemstilling i sundhedsvæsenet: Hvis læger ikke altid kan handle efter deres faglige dømmekraft i mødet med patienten – og dette ikke kan reduceres til et individuelt ansvar hos læge eller patient – hvordan designer vi et sundhedsvæsen, der hjælper os med at gøre det rigtige oftere? Svaret begynder med at anerkende akrasi som et menneskelig grundvilkår og dernæst bygge et system, der holder hånden under den faglighed og empati lægen har i sig. Også når viljens kraft svigter eller den moralske stress byrder.
Foruden en forståelse af den ovenover nævnte multidimensionale kompleksitet, kræver det plads til lægefaglighed, som ikke alene er den nyeste behandling under effektiviserede kår, men rammer der rummer både læge og patient som mennesker. Måske. Det er hvertfald en begyndelse, som forhåbentlig vil gøre op med stigma, give tid til at møde patienterne hvor de er og se hele mennesket bag.
Hvis ikke vi italesætter akrasi-problemet, forbliver vores system etisk skrøbeligt, fordi faglighedens nødvendige rummelighed mangler.
Marc Sørensen
25-6-2025
Denne måned publicerede bestyrelsesmedlemmer i DSMFEM en artikel i Global Bioethics om forståelsen af patient- respektive borgerautonomi i konflikten med staten. Det er et emne, der strækker sig langt ud over den omhandlede historiske periode under Corona og kan nærmest kun få voksende betydning, aktuelt fx med diskussionen om legalisering af aktiv dødshjælp. Artiklens hovedbudskaber er, 1) at autonomi skal forstås som en kognitiv (og relationel) funktion og derfor ikke må trumfe kravene til fornuft; i de tilfælde, hvor patientens respektive borgerens umiddelbart ufornuftige valg respekteres, bør begrundelsen herfor findes i overordnede fornuftige hensyn, fx hvis patientens selvbestemmelse i den givne sammenhæng (fx ved tvangsvaccination) vurderes særligt vigtig, og 2) at fornuftigheden i en given beslutning ikke kan vurderes med sikkerhed uden dialog mellem parterne. Det lyder nok alt sammen ret indlysende (?), men kan også forstås som en 'substantial departure from the received view of autonomy', som en af reviewerne skrev. Jeg vil hermed gerne opfordre til dialog om emnet i denne blog, så vi kan forberede et salonmøde senere i år.” Sørensen, M., Di Nucci, E., Jørgensen, K. J., & Greisen, G. (2025). Free to err? Conceptualising personal autonomy in the postpandemic welfare state. Global Bioethics, 36(1). I n the public healthcare system, personal autonomy has rightly become a key element of health politics. Nevertheless, conflicts can arise when the interests of a caring welfare state collide with t... |
