BlogDSMFEM's blog. Alle medlemmer er velkomne til at bidrage. Indlæg bedes sendt til webredaktøren. Målet er en fri, tværfaglig og akademisk debat.
Younes Subhi
20-Sep-2025
Akrasi - når lægen handler mod bedre vidende
I dialogen Protagoras undersøger platon begrebet Akrasia (dansk: Akrasi), som omhandler det paradoksale fænomen, hvori et menneske handler mod bedre vidende. Direkte oversat fra oldgræsk betyder akrasi “mangel på (a-) viljestyrke (-krasi)”. I dialogen diskuterer Sokrates og Protagoras om mennesker er i stand til at handle imod sin bedre dømmekraft og hvis det skulle være tilfældet, hvorvidt det drejer sig om dovenskab eller mangel på viljestyrke.
Vi ved i dag, at det sagtens kan lade sig gøre at handle mod bedre vidende. Find blot en læge der ryger. Vi ved også, at det ikke heller ikke kan reduceres ned til et spørgsmål om dovenskab eller viljestyrke.
Akrasi genkendes bredt i det moderne liv: fra overspringshandlinger, overdreven skærmtid og uhensigtsmæssig følelsesregulering til ringe kost, tobak og alkohol, mens motion, fritidslæsning, nærvær og sundere valg udskydes. Blot for at nævne nogle eksempler.
Akrasi i sundhedsvæsenet forekommer på begge sider af lægens bord. De tydeligste eksempler kan synes at være blandt patienterne. Manglende efterkommen af lægens råd eller myndigheders anbefalinger, til trods samtidig forværring af sundhedstilstand og prognose. Patienter med fx type 2-diabetes, KOL eller svær overvægt ved godt, hvad der er sundt og hvad der ikke er. De burde ændre kost, dyrke motion eller tage deres medicin. Alligevel kan det være svært at følge disse råd i praksis. Her er tale om akrasi.
Akrasi finder som sagt også sted hos lægen. Det er ingen tilfældighed at de sygdomme nævnt ovenover er døbt “livsstilssygdomme”. Selvom veldokumenterede sociale determinanter (uddannelse, økonomi, bolig, arbejde) har markant betydning for risiko, forløb og mulighedsrum: det drejer sig om levevilkår, ikke livsstil. Hvilket lægestanden med sin faglighed jo udemærket er bevidste om. Til trods lever livsstils-stemplet på bedste vis i sundhedsvæsenet (samt resten af samfundet), og bærer en klar konnotation til en bevidst adfærd og i forlængelse af dette et aspekt af “selvforskyldthed”, dumhed og/eller dovenskab. Dette resulterer i at patienten i mødet med læge og sundhedsvæsen oplever diskrimination, negligering af symptomer og ulighed i behandling.
Her belyses altså lægens akrasi.
Når akrasi, adfærd, sygdom og negligering nævnes, er det uundgåeligt også at diskutere patienter med misbrug, psykisk lidelse eller begge. Også her vides det fornuftige, men handlingen går mod bedre vidende: den deprimerede magter ikke basale hverdagsopgaver, og personen med misbrug kæmper med tilbagefald i forsøget på afholdenhed. Ikke af uvidenhed, men fordi vilje, viden og motivation alene ikke rækker.
Her kan også nævnes den pinefulde natur akrasi kan have. For når mennesket handler mod sin bedre dømmekraft, følger skam og selvbebrejdelser. Endnu en forpinthed, der skaber en ond spiral hos et allerede lidende menneske, og i værste fald, kan resultere i selvmord.
Behandlingsrådets ulighedsanalyser (2022–2023) viser lavere sandsynlighed for ligeværdig somatisk behandling til patienter med psykisk lidelse, og Psykiatrifondens undersøgelse af diskrimination af mennesker med psykiatriske diagnoser (2025) viser at 27% har oplevet diskriminering i mødet med sundhedsvæsenet- egen læge eller hospitalskontakt. Samtidig er den forventede levetid for mennesker med psykiatriske lidelse, i Danmark, i gennemsnit 7-10 år kortere. Et tal, der desværre er langt værre for dem med svær psykisk lidelse.
Mens der blandt et fåtal af læger eksisterer en sejllivet opfattelse, at “psykisk sygdom ikke er rigtig sygdom”, ved langt størstedelen af lægestanden bedre. Gennem vores uddannelse og faglighed ved vi, at det sjældent drejer sig om en manglende viden eller viljestyrke ved psykisk sygdom. Alligevel viser tal og praksis, at denne patientgruppe risikerer forskelsbehandling og stigmatisering. Fysiske symptomer afskrives eller fejltolkes i højere grad (ofte som værende bundet til den psykiske lidelse), og deres adfærd - eller blot diagnoselisten i den elektroniske patientjournal - kan resultere i at en forkortet behandlingskontakt og de kan ende med at blive mødt med fordomme og mindre empati.
Som læger ved vi, at lige behandling ikke blot handler om at tilbyde samme ydelser, men også at tage hensyn til den særlige sårbarhed som patienten kan have. Vi ved også, at denne patientgruppe bør mødes med respekt, forståelse, rummelighed og uden fordomme.
Alligevel svigtes denne patientgruppe også på et systematisk plan.
Der eksisterer altså en symmetri blandt patient og læge, hvor begge parter svigter sundhedsfremme på et ’akratisk’ grundlag.
For at bekæmpe akrasi, kræver det en forståelse af underliggende årsager. Her er det vigtigt ikke at forsøge at reducere akrasi til én forklaring, men holde den multidimensionale kompleksitet for øje. Det gælder neurobiologi, psykologiske bias og vaner, strukturelle og sociologiske vilkår samt de filosofiske og moralske rammer som danner diskursen hvori ansvar vurderes.
Hvis vi ofte ikke gør det, vi ved er bedst, hvordan kan vi så i fællesskab skabe rammer, der hjælper os til alligevel at handle rigtigt? Dette bør åbne en vigtig diskussion om, hvordan vi kan forstå og støtte hinanden i et sundhedsvæsen, der skal rumme menneskelig ufuldkommenhed.
Hvilket efterlader os med følgende problemstilling i sundhedsvæsenet: Hvis læger ikke altid kan handle efter deres faglige dømmekraft i mødet med patienten – og dette ikke kan reduceres til et individuelt ansvar hos læge eller patient – hvordan designer vi et sundhedsvæsen, der hjælper os med at gøre det rigtige oftere? Svaret begynder med at anerkende akrasi som et menneskelig grundvilkår og dernæst bygge et system, der holder hånden under den faglighed og empati lægen har i sig. Også når viljens kraft svigter eller den moralske stress byrder.
Foruden en forståelse af den ovenover nævnte multidimensionale kompleksitet, kræver det plads til lægefaglighed, som ikke alene er den nyeste behandling under effektiviserede kår, men rammer der rummer både læge og patient som mennesker. Måske. Det er hvertfald en begyndelse, som forhåbentlig vil gøre op med stigma, give tid til at møde patienterne hvor de er og se hele mennesket bag.
Hvis ikke vi italesætter akrasi-problemet, forbliver vores system etisk skrøbeligt, fordi faglighedens nødvendige rummelighed mangler.
Marc Sørensen
25-6-2025
Denne måned publicerede bestyrelsesmedlemmer i DSMFEM en artikel i Global Bioethics om forståelsen af patient- respektive borgerautonomi i konflikten med staten. Det er et emne, der strækker sig langt ud over den omhandlede historiske periode under Corona og kan nærmest kun få voksende betydning, aktuelt fx med diskussionen om legalisering af aktiv dødshjælp. Artiklens hovedbudskaber er, 1) at autonomi skal forstås som en kognitiv (og relationel) funktion og derfor ikke må trumfe kravene til fornuft; i de tilfælde, hvor patientens respektive borgerens umiddelbart ufornuftige valg respekteres, bør begrundelsen herfor findes i overordnede fornuftige hensyn, fx hvis patientens selvbestemmelse i den givne sammenhæng (fx ved tvangsvaccination) vurderes særligt vigtig, og 2) at fornuftigheden i en given beslutning ikke kan vurderes med sikkerhed uden dialog mellem parterne. Det lyder nok alt sammen ret indlysende (?), men kan også forstås som en 'substantial departure from the received view of autonomy', som en af reviewerne skrev. Jeg vil hermed gerne opfordre til dialog om emnet i denne blog, så vi kan forberede et salonmøde senere i år.” Sørensen, M., Di Nucci, E., Jørgensen, K. J., & Greisen, G. (2025). Free to err? Conceptualising personal autonomy in the postpandemic welfare state. Global Bioethics, 36(1). I n the public healthcare system, personal autonomy has rightly become a key element of health politics. Nevertheless, conflicts can arise when the interests of a caring welfare state collide with t...
Gorm Greisen
21-4-2025
Aktiv dødshjælp - igen, igen
De fleste læger tager klart afstand fra legalisering vi vil prøve at grave ned i argumenterne for det på et medlemsmøde 28-april.
Nu har folketingsmedlem og partileder for Liberal Alliance, Alex Vanopslag meldt ud at han har skiftet mening og citeres for at sige 'jeg synes livet er helligt' og at det ikke er noget man bare lige skal give op på (Kristeligt Dagblad 19-apr 2025).
I samme nummer af Kristeligt Dagblad offentlggøres en undersøgelse som dagbladet har fået udført af analysebureauet Nordstat. Godt 1000 tilfældigt udvalgte danskere blev spurgt om de tror på 'et liv efter døden'. Af kvinderne svarede 40% ja, af mændene 15%. I begge grupper svarede 25% 'ved ikke', mens resten svarede 'nej'.
I den almindelige diskussion af legalisering af aktiv dødshjælp bliver religiøse argumenter ofte betragtet med en vis afstand. Måske fordi de ikke er gyldige i en dialog. Fordi de principielt er relative/personlige. Og det er jo to forskellige verdener - eller sfærer? Opstandelsestroen beskrives ofte på den måde at det besjælede legeme forgår men et åndeligt legeme opstår.
Men det er da tankevækkende at spørgsmålet om aktiv dødshjælp 'kun' drejer sig om en forskel på ret kort tid i dette liv, mens spørgsmålet om et liv efter døden i den kristne tro drejer sig om evigheden.
Det er også tankevækkende at i tilsvarende undersøgelser af danskeres mening om aktiv dødshjælp er procenten for 'ved ikke' meget mindre.
Gorm Greisen
11-mar-2025
Aktiv dødshjælp - igen
Statsministeren meldte ud på folkemødet 2023, at hun ville få en folketingdebat om aktiv dødshjælp sat i gang. Vejen er gået gennem nedsættelsen af et udvalg for en mere værdig død.. I mellemtiden udkom Etisk Råds udtalelse. Udvalgets r eflektionsoplæg udkom januar 2025 ( ). Som en nyskabelse udgives de 93 indlæg per mail som udvalget modtog per mail undervejs i uredigeret form. Debatten ulmer nu i medierne og lægeforeningens formand har gentagne gange argumenteret for foreningens modstand. I følge udvalgets reflektionsoplæg delte de 10 medlemmer sig hurtigt i et flertal for en form for aktiv dødshjælp (som endte med at være assisteret selvmord) og et mindretal imod. Hele udvalget stod bag en anbefaling af en udvidelse af hospicekapaciteten og en bredere opkvalificering af sundhedspersonale i palliativ behandling. Tilsyneladende lykkedes det ikke at flytte medlemmernes orientering (i Wohlrapp’sk forstand) i løbet af de efterfølgende interne dialoger og eksterne aktivitet. Udvalget var f.eks. vært for en debat til folkemødet 2024 og medlemmerne var inviterede oplægsholdere til andre debatarrangementer. Og det er måske som forventet. Positionerne står klart og solidt forankret i forskellige orienteringer. Forskellige opfattelse af ’virkeligheden’: Kan man skelne mellem mennesker som vælger døden af egen interesse, af hensyn til deres familie og dem som er blevet tvunget? Er der en relevant forskel på at slukke for en respirator eller give en dødelig dosis medicin? Betyder adgang til aktiv dødshjælp noget mere generelt for hvordan man forholder sig til sygdom, lidelse og død? Er det muligt at mere dialog kan bringe mere viden? Hvad er det læger ved, som gør at de fleste er i mod?
Jacques Gauguin, pensioneret almen mediciner
11. aug 2023
Aktiv dødshjælp
Udgangspunktet for stillingtagen til lægens rolle i forhold til aktiv dødshjælp må tage afsæt i afgrænsning af såvel begrebet aktiv dødshjælp som lægens rolle i forhold til patienten.
Aktiv dødshjælp omfatter alle indgreb, der har til hensigt eller medfører afkortning af medmenneskets liv. At lægen skulle have en selvfølgelig rolle iforhold til aktiv dødshjælp er IKKE umiddelbart indlysende.
Lægens rolle i forhold til patienten er at foretage indgreb, der efter patientens og lægens vurdering skønnes at ville øge patientens livskvalitet og/eller livslængde.
Det betyder, at det IKKE er en lægelig opgave, at tage livet af sine medmennesker, heller ikke hos den døende.
Hvis patienten ikke er ved bevidsthed, overgår ansvaret for skønnet om evt. indgreb er egnet til at bedre livskvalitet og -længde til lægen assisteret af evt pårørende.
Det er nok ikke muligt at trække helt skarpe grænser mellem passiv og aktiv dødshjælp, men et hyppigt forekommende grænsetilfælde skal alligevel beskrives.
En døende patient, der beder lægen om at afkorte dødsforløbet, kan kommes i møde med oplysning om, at begrænset indtagelse af mad og drikke vil accelerere forløbet.
Som det vil fremgå af min kommentar, mener jeg overordnet, at det enkelte menneske har ansvaret for sin egen død. Og dette skal lægen ikke under nogen omstændigheder fratage denne.
Lægens rolle er altid at støtte patientens beslutninger, men ikke at overtage patientens ansvar.
Marc Sørensen
9-aug-2023
Aktiv dødshjælp
Med statsministerens udtalelse på årets folkemøde er aktiv dødshjælp som sundhedsetisk og politisk emne igen kommet på dagsordenen. Skal loven lempes, så aktiv dødshjælp kan tilbydes – og hvis, for hvem?
DSMFEM med dets rødder i medicin og humaniora vil gerne tilbyde spalteplads for medlemmerne til en konstruktiv diskussion i denne blog. Holdningen til spørgsmålet synes at flytte sig i samfundet og specielt blandt sundhedsprofessionelle mod et mere liberalt ståsted. Hvad årsagen hertil måtte være, er måske uklart, men DSMFEM vil gerne understøtte, at denne proces ikke påvirkes af misforståelser eller manglende viden omkring dels det reelle kliniske behov og dels sundhedsjuraen eller den teoretiske fundering af begreber, som for ofte står isoleret.
Vi håber også at vi kan hjælpe til at løfte dialogen fra at være prisgivet impulser som forsvar imod det, som opfattes som trussel. Lad os derfor sammen undersøge mulighederne for enighed og italesætte og begrunde uenighederne i denne kompleks problemstilling.
Et par supplerende faktuelle bemærkninger: De to vigtigste argumenter i debatten er vægten af borgernes autonome valg (taler for liberaliseringen af loven fra status quo) og risikoen for misbrug (taler imod det). Disse, i udgangspunktet forskelligartede, argumenter skal hvert især undersøges.
For dem, som vægter borgerautonomi højst, er det vigtigt at erkende, at vi ikke – imod den gængse fremstilling – taler om døende patienter med intraktable smerter da disses behov for palliation tilgodeses principielt – omend måske ikke altid i praksis – med den gældende lov. Men vi taler om folk, for hvem livet i sig selv og af ganske forskellige grunde er blevet utåleligt.
Til dem, som vægter forsigtighedsprincippet højst, kan det siges, at erfaringerne fra udlandet ikke tyder på, at misbrug er et stort problem i et transparent samfund. Men, indikationen kan – og ville formentlig ændre sig hen ad vejen.
Hvis autonomihensynet vurderes mest betydende, så er det umiddelbart indlysende, at retfærdiggørelsen for hvert valg af aktiv dødshjælp kan synes sekundær ift. den autonome borgers subjektive vurdering og suveræne beslutning – hvordan den så måtte se ud. Dette vil gøre det svært for lovgiveren at definere grænser. Omvendt vil en lovændring påvirke denne autonomi, da det der før var skæbne bliver til en omstændighed som den enkelte kommer til at have et ansvar for aktivt at vælge til - eller at vælge fra.
Det ville formentlig kunne opleves som befrielse men også som pres.
Marc Sørensen
16-jun-2023
Mulighed for fravalg af genoplivning for 60+ årige. Lovforlag
I sit blogindlæg fra 15.06. vedr. lovforslaget om fravalg af genoplivning ved hjertestop slutter Gorm Greisen med spørgsmålet, om “... det at få et tillidsforhold til egen læge (, i forhold til sundhedsmæssige beslutninger som den omhandlede, er) et skridt ned af autonomiens stige?”
Svaret herpå må grunde i, hvad præcis der forstås under autonomi og hvordan dens udøvelse skal begrænses på legitim vis. Lovforslagets udlægning kan nemlig forekomme reduktionistisk, da den negligerer, at autonomi frem for at komme til udtryk i individets tidsmæssigt afgrænsede og uafhængige beslutning også kan forstås som en proces, den enkelte gennemgår over tid og i relation til andre. Dette diskuteres stadigt i faglige kredse. Rimelig enighed består der til gengæld i forhold til antagelsen, at autonomi kræver oplysning og dermed både de relevante faktas umiddelbare tilgængelighed for individet og tilstedeværelsen af de kognitive evner, det skal råde over for at kunne sætte dem i perspektiv med egne livsanskuelser.
Således kan en given borger, som på nettet attesterer sit ønske om ikke at blive genoplivet ved hjertestop med et klik, ikke prima facie anses for kompetent og derfor heller ikke nødvendigvis for autonom.
Et yderligere problem består i forslagets valg af aldersgrænse. Selvom det synes plausibelt, at alderen skulle være en betydende faktor, kan en rigid grænse anses som arbitrær. Begge indvendinger kunne imødekommes med en obligatorisk samtale hos egen læge.
Gorm Greisen
15-jun-2023
Mulighed for fravalg af genoplivning for 60+ årige. Lovforlag
Hellere bagefter end før? Så kom lovforslaget i høring om muligheden for 60+ årige at fravælge genoplivning ved hjertestop. Folketingsbeslutningen har foreligget fra siden 2020. Man har ventet på en stabil IT-løsning, så det fravalg borgeren registerer i Min Sundhed –på samme måde som et behandlingstestamente – kan kan være til rådighed for den sundhedsprofessionelle der bliver tilkaldt. I første høringsrunde indsendte DSMFEM et forslag om at der på hjemmesiden hvor borgeren registrerer sit fravalg, skulle være en anbefaling om at tale med sin egen læge først. En samtale kunne afklare relevante medicinske forhold, måske supplere borgerens forestillinger om hjertstopbehandling, og i sjældne tilfælde føre til en samtale om borgerens psykiske tilstand, f.eks. depression. Men dette ser ikke ud til at være taget med i lovforslaget eller de bemærkninger som følger med. Det handler om autonomi. Dvs. i denne sammenhæng, retten til at træffe beslutninger om sig selv uden at skulle forklare sig overfor andre. Men – i lovforslaget står der så at ‘borgerens ønske er bindende for sundhedspersonen medmindre denne har kendskab til, at registreringen er foretaget på et tidspunkt hvor borgeren utvivlsomt ikke var i stand til at varetage sine helbredsforhold.’ Og der henvises til autorisationslovens krav om ‘omhu og samvittighedsfuldhed’. Så er det bedre bagefter end før? Det kan også være at anbefalingen om at tale med egen læge alligevel kommer med i IT-løsningen?
Det er vist altid godt at tale med egen læge om alvorlige helbredsforhold, altså som patient at opbygge et forhold til en læge, som så kan være samvittighedsfuld på et informeret grundlag. Fordi de fleste af os (jeg er selv snart 72 år) ender som multisyge og så blir det svært for hospitalets specialister at overskue det.
Eller er det at få et tillidsforhold til egen læge et skridt ned af autonomiens stige?
| 